Et nyt lovforslag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal styrke rettighederne for børn under 15 år i psykiatrien, der udsættes for tvang. De vil ændre reglerne for samtykke, og børnene får retten til at klage over indgreb. Det kan være et problematisk ansvar, mener cheflæge.
Af Karoline Fogh Lassen og Andreas Rahbek
Tvangsmedicinering, fastholdelse og tvangsindlæggelse. Det er blot nogle af de indgreb, som børn på døgnafsnittene i psykiatrien kan udsættes for, hvis deres forældre samtykker til det. Men hvis et nyt lovforslag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet bliver vedtaget, skal børnene fremover selv tage stilling til, om de ønsker den form for behandling. Det vil blandt andet medføre retten til at klage over indgreb, men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det hjælper de psykisk syge børn.
Lige så snart man anvender ordet tvang, opstår der en række rettigheder. Så er det nemlig muligt at få en patientrådgiver og at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvis man føler, at man har været udsat for et overgreb. Det har børn ikke adgang til i dag, hvis deres forældre har givet samtykke.
Ifølge Mia Kristina Hansen, formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, er det en af de store mangler ved den nuværende lovgivning.
“En ting er, at der bliver benyttet tvang, men en anden ting er, at man ikke har ret til at klage over det. Hvis man oplever, at indgrebet har været et overgreb på en hvilken som helst måde, så er man nødt til at klage over det.”
Men klageretten er ikke uden problemer. For Jan Birnbaum Kristensen, cheflæge i børne- og ungepsykiatrien i Region Sjælland, er spørgsmålet om modenhed vigtigt.
“Jeg kan se fordele ved klageretten hos den almindeligt modne 12- til 14-årige, fordi de besidder en modenhed, som lige så vel kunne være hos en 15-årig. Men den femårige eller den otteårige har simpelthen ikke den modenhed. Det handler om helt almindelig biologisk udvikling i hjernen.”
Han så hellere, at man sænkede aldersgrænsen i stedet for at fjerne den helt. Stod det til Jan Birnbaum Kristensen, skulle den i stedet sættes ned til 12 år, netop med modenhed som begrundelse.
Det mener Jesper Nissen ikke. Han er kommunikationschef i landsforeningen Bedre Psykiatri, og de mener, at der er tale om et lovforslag, der skaber rene linjer, og som bør gælde alle aldre. Med lovforslaget kommer en tvangshandling i psykiatrien i alle tilfælde til at falde under kategorien tvang, hvis barnet modsætter sig behandlingen. Uanset om det er over eller under 15 år.
En samtale med den rette
Som psykiatriloven er i dag, skal forældrene tilbydes en samtale med en patientrådgiver, hvis personalet har udøvet tvang mod deres barn uden forældresamtykke. Men hvis regeringen indfører klageret for patienter under 15 år, vil de mindreårige også få den form for samtale. Det er noget, der giver anledning til flere spørgsmål hos Anne Heurlin, afsnitsledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.
“Hvilke personer er det, man ansætter som patientrådgivere? Er de uddannede til det? Man har en masse i voksenpsykiatrien, men det vil være vigtigt, at man har rådgivere, der kan tale med børn, hvis det også skal gælde i børne- og ungdomspsykiatrien. Det skal være folk, der har forstand på det,” siger hun.
Erik Dahlgaard er formand for Landsforeningen for Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark, og han ser ikke, at der skulle opstå problemer i den sammenhæng. På nuværende tidspunkt mangler de ikke patientrådgivere, og han tror ikke, at det kommer til at være tilfældet, selvom flere børn får klageret med den nye lovændring.
“Jeg er helt sikker på, at de patientrådgivere, som fungerer i dag, også vil fungere, hvis de får nogle enkelte patienter, som er yngre. Men der kan godt blive brug for en efteruddannelse,” siger han. Og det er noget, deres landsforening tilbyder, hvis der er behov for det. Han ser et forslag, der kommer til at styrke mindreåriges rettigheder i psykiatrien, og det mener han er en positiv ting.
I landsforeningen Bedre Psykiatri ser man også positivt på lovforslaget.
“Jeg tror ikke, at det her vil have en væsentlig indflydelse på ressourcerne i psykiatrien, og jeg synes i hvert fald ikke, at vi skal lave tvangsregler efter, hvordan ressourcerne er,” fortæller Jesper Nissen.
Børn ved bedst
Problemet med lovgivningen stikker dybere end spørgsmålet om patientrådgivere. I hvert fald hvis man spørger cheflæge Jan Birnbaum Kristensen. Ifølge ham er det problematisk at forvente, at et barn kan tage stilling til samtykke og tvang.
“Jeg synes, at man med lovforslaget stiller nogle krav til børn, som de ikke forstår indholdet og konsekvenserne af. Vi taler ikke bare om børn, men børn med psykiske lidelser, og det kan betyde noget i forhold til evnen til at forstå, hvad der sker omkring en.”
Spørger man til gengæld SINDs formand, Mia Kristina Hansen, bør børnenes evne til at forstå emnet ikke være et problem.
“Der er så mange fordomme om, at børn bare skal lytte til, hvad de voksne siger, og at de ikke ved bedst. Men børn ved faktisk ret meget, og der er mange måder, som man kan snakke med dem på.”
Hun har også et forslag til, hvordan en samtale med barnet kan foregå. For fordelene ved den nye lovgivning er, at man begynder at lytte til børn og inddrage dem i processen.
“Jeg tænker ikke, at man skal sætte sig ned og snakke juridisk med et barn. Man skal tale med barnet ud fra deres behov og ud fra, at de har en sygdom, der skal behandles.”
Men det er cheflæge Jan Birnbaum Kristensens opfattelse, at personalet allerede inddrager børnene. Når de skal indlægge dem, sidder barnet med til en samtale med forældrene og personalet, hvor hensigten blandt andet er at orientere barnet om formålet med indlæggelsen.
“Vi taler med børnene om, hvad det betyder at være indlagt, og hvad der er grunden til, at de er her. De skal jo vide, hvad de skal, og det foregår på et børneforståelsesniveau. Men lige nu stiller vi ikke krav til, at de skal forstå og afgive samtykke.”
Overlæge Anne Heurlin fortæller også, at de i Glostrup kører ud til barnet med udgående teams. Her taler de med dem om indlæggelsen og lægger en plan, hvor barnet er inddraget.
“Vi arbejder med det hele tiden”
Klageretten, der følger med det nye lovforslag, kan ifølge Mia Kristina Hansen, formand for SIND, give stof til eftertanke hos personalet. Og det kan have positive effekter.
“Jeg vil håbe, at lovgivningen kommer til at betyde, at man lige tænker sig om en ekstra gang og ikke bare gør ting per automatik.”
Men overlæge Anne Heurlin fortæller, at personalet i forvejen tænker over tvang og gør, hvad de kan for at undgå det. De forbereder barnet på indlæggelsen, og man forsøger at undgå konflikter i tide.
“Det kan i sjældne tilfælde ske, at man er nødt til at fastholde et barn og i værste fald give det medicin mod dets vilje. Personalet er trænet i at fastholde et barn så skånsomt som muligt samt at forsøge at gøre en fastholdelse så kort som mulig.”
Når barnet er faldet til ro, tilbyder de en eftersamtale, hvor personalet og barnet taler situationen igennem. Ifølge Anne Heurlin inddrager de barnet så meget som muligt med det formål, at situationen ikke finder sted igen.
“Der er ikke nogen, der har lyst til at udøve tvang over for børn, hvis vi kan undgå det. Vi arbejder med det hele tiden,” siger hun.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, men de havde ikke tid til at medvirke.
På nuværende tidspunkt er der blot tale om et høringsforslag. Der er høringsfrist den 3. januar 2024, og lovforslaget står til at virke fra den 1. juli 2024.